Udstyr jeg bruger

Udstyr jeg bruger
Mit skrivebord, juli 2022

Sidst opdateret: 20. juli 2022

Jeg nørder en del ud med min computerhardware, skrivebordsnusseri og tastaturer, som bloggen her også demonstrerer.

Her kan du læse om den hardware jeg bruger på daglig basis.

Inditl videre er det retrofrit område 🫣

Daily driver

Jeg arbejder og aftensurfer fra min laptop, en 15" MacBook Pro fra 2018 med i7-processor og 16GB RAM.

Jeg har aldrig været særligt glad for den og har haft den indsendt, på grund af problemer med tastaturet et par gange siden jeg fik den.

Men skærmen er lækker, højttalerne er gode og den er meget hurtigere end den jeg kom fra (en MacBook Pro 2012 og en moddet Mac Pro fra 2009).

Jeg nyder dog alt for sjældent godt af den gode skærm og højttalerne, da den som regel er docket på...

Mit skrivebord

Selve bordet er en gammel bordplade i lyst træ jeg fik foræret omkring 2013. I 2020 sleb jeg den ned og gav den olie efter et uheld, hvor jeg fik en kæmpe splint i låret, da jeg drejede på kontorstolen. Bordbenene er fra Silvan.

Dimserne på bordet er selvfølgelig mere interessante end bordet selv. Jeg skifter lidt mellem at ville have så få ting som muligt, og ville have så mange muligheder jeg kan.

Min skærm

Skærmen er en Acer XV273K med 4K og 120hz. Jeg fandt frem til den fordi jeg læste en rigtig god artikel om de bedste monitors til Macs. Jeg er rigtig glad for den, men menuerne i den er irriterende og langsomme og så har farverne tættest mod bunden et lille skær, hvis man kigger rigtig godt efter.

Når man kører 4k på en Intel MacBook Pro får det også blæserne til at køre ret ofte. Det er på grund af en teknisk spidsfindighed med skalering og det er super irriterende, når man ikke har hovedtelefoner på. Jeg lever med det og håber det hjælper når jeg kommer over på en M1-computer om forhåbentlig ikke alt for længe.

Skærmen er vægmonteret på en Ergotron LX-arm, som jeg er rigtig glad for.

Til højre for skærmen står min MacBook og diverse hardware der er sluttet til den. Laptoppen er docket i en Brydge Vertical Dock og det er der en ganske bestemt årsag til: Det var den eneste måde at udnytte min skærms 4K 120hz egenskaber uden at skulle koble flere kabler til computeren på samme tid. Fra docken går et thunderbolt til DisplayPort 1.4 kabel til skærmen og et andet thunderbolt kabel går til min CalDigit TS3 Plus.

Det havde været fedt at kunne køre det hele gennem TS3 Plus-hubben, men den kan ikke udsende et godt nok billedsignal, så nu er det her løsningen - dyrt, men til gengæld har jeg fået det lige som jeg vil have det.

Jeg er tilfreds med både dock og hub, men synes jeg begynder at se lidt brugsspor på min laptop, efter at have docket/afdocket i noget tid.

Under skrivebordet er mit lydkort monteret. Det er et gammelt Scarlett 2i4 fra Focusrite, som leverer helt som det skal. Mikrofonen jeg bruger er en Heil PR 40 (ja, mærket hedder virkelig Heil..), som jeg har haft siden Rocket Cast-dagene.

Lyd

Jeg læste en god Twittertråd om chipforstærkere og kastede mig så ud i denne, en Aiyima D03, som kan rigtig meget og som jeg synes lyder godt. Er ikke super audiofil, men går selvfølgelig op i lyd.

Højtalerne er nogle gamle JBL Control, som jeg købte billigt. En del af planen med mit lydsetup er at det skal være supplement til min MiSTer retrokonsol, som ikke har den bedste DAC indbygget. De er magnetisk shieldet, hvilket er vigtigt, fordi jeg skal bruge dem ved siden af en CRT-skærm.

Vi er i den nørdede ende, men nu kan jeg køre optisk kabel ud af MiSTer og ind i forstærkeren og på den måde få super lyd ud af den alligevel...må jeg vist skrive en blog post om en dag...

Standerne er Kanto Elevated Desktop Speaker Stands (S2 Small), som jeg synes er rigtig fine.

Mus og tastatur

Min mus er en Logitech G Pro X Superlight. Jeg planlægger at prøve nogle andre switches i den, men indtil videre er den helt stock.

Mit tastatur skifter jævnligt, men i skrivende stund er det et Vega, som er i 65% størrelse.

Det er selvfølgelig hjemmesamlet og har Tangerine switches og GMK Minimal R2 keycaps.

Det var de væsentligste ting i mit hjemmesetup. Ved næste opdatering kan jeg måske tilføje det vigtigste software jeg bruger.