Forleden læste jeg et blogindlæg der virkelig resonerede hos mig. Her fortæller softwareudvikleren Herman Martinus, hvordan deres software-produkter er som en have, de nyder at passe og pleje.
Sådan har jeg det med mine techprojekter.
Syslerier 4 life
Herman Martinus' kæreste er under lockdown sprunget ud som havemenneske og bruger timer på at læse om haveemner og pusle om sine planter og afgrøder, står der i indlægget.
I min verden passer det meget godt til det fx. det hjemmelavede arcade joystick, hvor hver komponent er udvalgt efter grundige overvejelser og hvor jeg selv har bygget kasse, udtænkt hvordan låg skal sættes fast osv.
Det handler ikke kun om at have noget som er godt at spille Tekken med, men lige så meget om at hygge sig med processen, sysle med byggeriet og glædes når man kigger på det, eller bruger det.
Bare en hobby?
Er det ikke bare det man kalder en hobby? Måske, men måske alligevel ikke. Jeg skrev for nylig med en på YouTube der nævnte, at de uafsluttede projekter man har bliver klodser om benet, som nager en, når de får lov at ligge stille. Det kan jeg helt klart nikke genkendende til.
Når jeg tænker på en hobby derimod, for eksempel sådan som jeg for eksempel har det med computerspil, så er det noget jeg kan spille hver dag i perioder (længe siden, godt nok), eller lade ligge i længere tid uden at føle skyld.
Og så igen, måske er det bare fordi alle hobbies ikke er skabt lige?
En Ryge er jeg ej
Og så er der det med kvaliteten. Søren Ryges have er ret sej og det samme er Herman Martinus' it-produkter. Mine projekter er slet ikke lige så fede.
Men der er mange super dygtige mennesker derude og jeg tror jeg er nognlunde tilfreds med mine 'til husbehov'-evner. Også selv om jeg stræber efter at lave projekterne så gode som jeg overhovedet kan.
Det handler lige så meget om at realisere en idé, man (sikkert hjulpet af www) selv har udtænkt.
Ses vi i haven?
Jeg er slet ikke et havemenneske, men jeg har faktisk fået chilifrø af min kæreste for nylig. Så måske kan jeg blive det 🌶
Jeg ville nok ikke have skidt af lidt frisk luft fra tid til anden.
Og så har jeg jo et helt nyt kaninhul at dykke ned i.
Det kræver måske bare at jeg først finder ud af dem, jeg allerede har gravet mig ned i.