Ud over at have nørdet med indholdet på min hjemmeside, som jeg skrev om i de forrige to blogindlæg, har jeg også givet serveropsætningen en overhaling. Det har jeg gjort for at få en mere enkel struktur på mine sider og gøre administrationen af https-certifikater nemmere.
Ikke flere subdomæner
Det første jeg har gjort er at droppe subdomæner, så blog.esbenh.dk
nu er esbenh.dk/blog
for eksempel. Det har gjort det lettere at håndtere de certifikater der får siden til at understøtte ssl/https (lettere at forstå for mig i hvert fald).
Jeg bruger den web server der hedder Nginx, som jeg ikke har så meget erfaring med og derfor lærer jeg mere om den, som tiden skrider frem.
Tidligere var der en konfigurationsfil til hvert subdomæne og selv om det fungerede nogenlunde, så vidste jeg ikke præcis hvad hver enkelt linje gjorde, og hvordan den spillede sammen med de andre filer. Nu er der kun en enkelt og jeg forstår den lange bedre 🏆
Aldrig færdig, vel?
Men den slags bliver aldrig rigtig færdigt, tror jeg. For selv om https virker på alle de sider jeg har, så viderestiller browseren ikke altid automatisk. I mine egne test er det Safari, der ikke automatisk slår https til, så det er næst på listen over problemer der skal løses.
Der er også kommet en ny større version af Raspberry Pi OS, som vistnok kræver at jeg reinstallerer alting påny. Det er jo hyggeligt nok, men som regel dukker der også en masse uforudsete issues op, så jeg tror jeg venter lidt...